lørdag den 3. november 2012

Vindmøller ja, men ikke for enhver pris!


Nogen vil mene, at hele processen med at udarbejde en vindmølleplan burde have været skrottet helt fra starten. Den har skabt ængstelse og bekymring.

Kommunen skal imidlertid lave en vindmølleplan, det fremgår at planloven. Og vi har selv i kommunen en klimaplan, der arbejder hen mod en Co2 neutral kommune i 2020.

De forslag til mulige områder for opstilling af vindmøller, baserer sig også på ingeniørrapporter og vurderinger af områdernes egnethed og ikke mindst om møllerne kan opstilles og overholde afstandskrav til beboelse, hensyn til naturfølsomme områder og landskabets udformning.

Vi har at gøre med en sag, der vækker voldsomme følelser hos de berørte, men også en sag, hvori der også er stærke økonomiske og energinæssige interesser i forhold til klima-sagen.
Der kan muligvis opstilles vindmøller alle de steder, der nu er udpeget. Vi ved det faktisk ikke, fordi den afgørelse først kan træffes, når der foreligger en VVM undersøgelse.

Imidlertid er der allerede nu forslag om at udtage 2 områder fra vindmølleplanen, nemlig området mellem Sjelle og Skjørring samt området nor for Illerup Ådal udgår.

Jeg kan støtte, at disse områder ikke indgår i vindmølleplanen.

Det er muligvis udtryk for, at jeg har sympati for de indsigelser, der er kommet. Det er muligvis udtryk for, at jeg som byrådsmedlem vælger at se på andet end rent tekniske forhold. Muligvis kunne en VVM undersøgelse ”godkende” områderne til  mulige vindmølleopstillinger. Det kunne afhænge af, hvilken type møller der skulle opstilles og ikke mindst hvor høje.

Men det er også vores opgave at foretage en ren politisk vurdering, der også basserer sig på subjektive argumenter.

Her har jeg så ladet mig overbevise om, at det vil være en så stor indgriben i de lokale forhold, landskabelige forhold og ikke mindst støj- og skyggeforhold.

Jeg kan derfor også støtte, at der kan arbejdes videre med de øvrige 2 områder, syd for Høver og nord for Gl. Gjesing. Der er efter min opfattelse en hel del, der tyder på at det næppe er hensigtsmæssigt at opstille vindmøller her. Men det er jeg villig til at få afprøvet nærmere. Det kan ske, såfremt nogen ønsker at opstille vindmøller de pågældende steder.

At Låsby kan bliver perspektiv område, i forbindelse med den nye motorvej synes jeg er oplagt. Det kan jeg støtte.
Jeg vil afslutningsvis erklære, at jeg er tilhænger af at vi også finder arealer til opstilling af vindmøller på land, hvor det giver mening og hvor det er foreneligt med områdernes karakter og beboelser.

I virkeligheden kan jeg have min tvivl om, hvorvidt det er en fornuftig måde at opfylde en national  klimaplan på, ved at bede 98 kommuner om at udpege egnede områder. Måske skulle denne opgave – i modsætning til de fleste andre – besluttes på andre niveauer. Eksempelvis gennem en national landsplandirektiv.
Sådan er det altså ikke.

Ingen kommentarer: