Vellykket borgermøde om integration!
Jeg deltog - sammen med mere end 90 andre - i et offentligt borgermøde den 3. april om integration af flygtninge og indvandrere i Skanderborg kommune! Mødet blev holdt i beboerhuset på Poul La Coursvej 31 i Skanderborg.
Anledningen var bl.a., at Skanderborg kommune siden midten af marts måned har haft et forslag til kommunal integrationspolitik i offentlig høring. Et forslag, som medarbejdere i kommunens borgerservice, medlemmer af kommunens integrationsudvalg og kommunens borgerservice- og kulturudvalg har arbejdet med i snart lang og som forhåbentlig nu bliver godkendt af Skanderborg byråd.
Jeg har lyst til at rette en stor tak til de mange mennesker, der deltog i borgermødet og som på en meget konstruktiv måde deltog i debatten bl.a. om hvad der optager os i forhold til integrationen, hvad vi mener der er vigtigt i forhold til integrationsindsatsen, hvor vi ser udfordringerne ligger, hvad vi hver især kan bidrage med og hvad vi ser som vores eget ansvar.
Jeg vil også gerne sige tak for den dejlige mad, som de irakiske, afghanske og somaliske kvinder og børn havde brugt hele dagen på ar forberede til os!
Der er ingen tvivl om, at den stemning der var på borgermødet lover godt for vores positive muligheder i integrationsindsatsen i Skanderborg Kommune. Der er en udpræget grad af gensidig respekt og forståelse mellem danskere og flygtninge- og indvandrere. Det er bl.a. noget af det, der efter min mening skal til for at få en vellykket integration.
Men det kræver også at vi danskere vil lukke ”de nye” ind i vores privatliv, vores arbejdsliv og vores fritidsliv, ligesom det forudsætter, at ”de nye” vil gøre en ihærdig indsats for at blive lukket ind.
Ikke mindst forudsætter det, at vi hver især er bevidste både om vore rettigheder og vore pligter.
Vi har en stor opgave med nu at få ført de gode intentioner i kommunens integrationspolitik ud i livet. Smukke og velmente ord gør det ikke alene.
Her skriver jeg lidt om mit arbejde i Skanderborg byråd og hvilke tanker og overvejelser jeg gør mig i den anledninbg. Kommentarer er meget velkomne!
lørdag den 5. april 2008
Vellykket integration
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar