onsdag den 27. juni 2012

Administrativ og politisk struktur består med få ændringer


Arbejdet med at få gennemlyst den administrative og politiske struktur i kommunen er nu – i denne omgang – ved vejs ende.
Vi har brugt nogle måneder på den opgave og mange har været involveret i processen.

Der er i forløbet rejst en lang række relevante spørgsmål, bl.a. om hvad der i grunden kendetegner Skanderborg Kommune og vores måde at agere og arbejde på, såvel i det administrative som i det politiske felt.
På det politiske område har det især drejet sig om politikernes vilkår i arbejdet og deres muligheder for at sætte sig præg på kommunens politik.

Her kommer vi til et af de centrale spørgsmål, nemlig om, hvad vi forstår ved den såkaldte Skanderborg Model, hvor politikerne koncentrerer sig om at formulere politiske mål og samtidig have hånd i hanke med, om de politiske mål så også bliver omsat i den service og daglig drift, der i sidste ende er det der skal gøre en forskel hos kommunens borgere.
Der er bestemt brug for at forenkle det politiske arbejde og gøre det lettere tilgængeligt og mere overskueligt.

Her er der stadig forskellige holdninger til, hvilken detaljeringsgrad politikerne ønsker i forhold til at kunne se ene ideer udfoldet i praksis i den konkrete daglige drift.
Dette kan måske stå i et vist modsætningsforhold til det andet led i vores struktur, nemlig administrationen og ikke mindst et af de helt grundlæggende og bærende elementer i vores struktur, nemlig vore decentrale enheders selvforvaltning.

Her er det afgørende, at vi som politikere nøjes med at formulere mål og herefter har dialog med kommunens ansatte om, hvordan arbejdet med at nå disse mål skrider frem. Det kan selvsagt tage tid at nå fra mål til konkret resultat.
Men det er efter min opfattelse den eneste måde vi kan sikre, at der er frihed til at gøre arbejdet derude på den måde, der passer den enkelte skole, det enkelte plejecenter eller den enkelte børnehave bedst.

Her er det, der skal være plads til forskellighed og mangfoldighed.
Det er med til at sikre det engagement og det ejerskab, der er som det også i gennemlysningsrapporten anføres,  med til at gennemsyre den helt særlige Skanderborg Kultur, der kendetegner hele organisationen. Dette medvirker i virkeligheden til at højne kvaliteten af det arbejde, der leveres hver dag.

Noget af det, der også har været i fokus i gennemlysningen har væres vi politikeres arbejdsvilkår.
Hele spørgsmålet om, hvordan vi sikrer at der også fremover er folk der kan, vil og har mulighed for at påtage sige et ansvar for det lokale demokrati.  Hvordan er det muligt for helt almindelige mennesker, med et helt almindeligt arbejde, at forene dette med at være medlem af byrådet? Det tager meget tid og det er ikke altid vi mødes med taknemmelighed og ros, når der skal træffes beslutninger, der ikke nødvendigvis falder i alles smag.

Der har i den seneste tid været en del offentlighed om lokale folkevalgte, der er udsat for chikane og direkte trusler. Det sker jo også for medlemmer af dette byråd og det er en del af det også, men heldigvis en meget lille del.
Vi har fået en lang række gode råd i løbet af processen, som jeg mener vi skal tage til os og bruge, som vi synes det er hensigtsmæssig for os.

Jeg kan tilslutte mig, vi beholder udvalgsstruktur som vi kender, men at vi også i større omfang bringer nye arbejdsformer ind, som f.eks. § 17, 4 udvalg til forberedelse af større og tværsektorielle beslutninger og politikformulering.
Jeg kan også støtte, at vi med mest mulig tydelighed understreger, at her i kommunen kan vi på glimrende vis forvalte uden at vi har traditionelle forvaltninger. Her er det afgørende at understregningen af, at de to ledelses lag består, nemlig direktion og kontraktholdere, og hermed en flad struktur, der bygger på tillid og tro på de ansattes evner og kompetencer.

Der skal således også arbejdes videre med af tydeliggøre ledelseskompetencerne , når direktionen af praktiske årsager må videregive sine opgaver til et andet led i organisationen.
Vi fortsætter således også med de fagsekretariater vi kender i dag.

Jeg vil ikke afvise, at den administrative organisering kan se anderledes ud, eksempelvis, den dag den er samlet et sted.
Skanderborg kommune har en velfungerende organisation og der påtages et meget stort ansvar og udvises stort engagement i de opgaver, der udføres alle steder i kommunen.

Det er også beskrivelsen fra Mercuri Urval i selve gennemlysningsrapporten.
Jeg kan nikke genkendende til de fleste af de udsagn der er fremført i rapporten.

Derfor vil jeg give min støtte til indstillingen.
Fra byrådets dagsorden

Ingen kommentarer: